Når dans er meget mere end dans
Når dans er meget mere end dans
Af Birgitte Rasmussen, september 2006
Dance, when you’re broken open
Dance, if you’ve torn the bandage off
Dance, in the middle of the fighting
Dance in your blood
Dance, when you’re perfectly free
(The essential Rumi, translations by Coleman Barks with John Moyne, Castle Books, 1997, p.281)
Gabrielle Roth har udviklet de 5 rytmer igennem mere end 30 år og har erfaringer fra tusindvis af mennesker, som har danset med hende, først på hospitaler, psykriatriske institutioner og skoler, siden på Essalen Institut i Californien. Selv siger hun om dansen:
’I believe we each hold a spark of the original light of creation within us. I’ve seen it light up people’s faces and bodies when they dance. In a thousand ways it has been revealed to me that God is the dance and we need only to disappear in the dance to liberate the sexual, creative, and sacred aspects of the soul.
Rhythm is our mother tongue. As I have surrendered to the wild, ecstatic embrace of the dance, I’ve found a language of patterns I can trust to deliver us into universal truths, truths older than time. In the rhythm of the body we can trace our holiness, roots that go all the way back to zero. States of being where all identities dissolve into an eternal flow of energy.
Energy moves in waves. Waves move in patterns. Paterns move in rhythms. A human being is just that, energy, waves, patterns, rhythms. Nothing more. Nothing less. A dance.’ (Sweat your prayers, Gabrielle Roth, p.xxvvii)
Min intention med denne lille artikel er at tage dig med på en rejse igennem de 5 rytmer, som jeg har mødt dem – og vise nogle af de landkort, som Gabrielle Roth har givet mig som lærer og igennem sine bøger. Læs den mens du hører din yndlingsmusik og mærk rytmerne i kroppen, måske får du lyst til at danse, at bevæge din krop til noget af al den fantastiske musik vi har i nutidens verden – hvor etniske, klassiske og tekno rytmer får lov at mødes.
Gabrielle Roth fandt at livet som dansen kan struktureres i 5 rytmer, som hun har kaldt:
Kaos
Lyriske
Stilhed
Den flydende rytme/flowing
De 5rytmer er en spirituel praksis, der forender det kropslige og det meditative til en proces, hvor rytmerne afvikler tankestrømme og giver dem kropslige udtryk, hvor hjertet åbner sig indad og udad mod den anden og de andre og hvor opmærksomheden kan muliggøre momenter af et dobbeltrettet tilstedevær.
For mig der er opdraget i en vestlig kultur med dens mekaniske tidsstruktur symboliseret i ure og en adskillelse mellem hoved, hjerte og krop, symboliseret ved alt for mange ord, har det at kaste sig ud i og indad i dansen været ikke blot en befrielse, men som om selve livet fik substans i min krop.
Kaos
- i samme øjeblik sætter DJ-en helt ny musik på – intense rytmer af svundne afrikanske urskovstrommer, trancelignende rytmer hos Ali Khan – rytmer af kaos, rytmer der vil have hovedet til at slippe – og armenes bevægelser forandrer sig, slipper, tilbage til fødderne, til kroppen og give slip på hovedet. – Det hoved er bare så svært at give slip på…
Lyrisk
Musikken bliver lettere vi er på vej ind i det lyriske univers, som har fokus på føddernes og hændernes lethed, kroppens lethed – letheden, som kan opstå hvor som helst. Jeg husker en workshop ved havet, naturens skønhed og en stor kvinde, som dansede den mest blide og lette lyriske form, jeg har set. Ansigtet lyste af glæde med ekstatiske indre smil, armene var udstrakte som i en afghansk folkedans, fødderne dansende fra side til side, mens hele kroppen vuggede så forfinet, som foregik dansen svævende 2 cm over gulvet.
Den lyriske dans er glæde og nærvær, danse med andre i rum med 3-4-5 dansere eller med alle dansere. Den lyriske dans er den nysgerrighed, spontanitet og forandring som naturen kan vise os efter en rensende voldsom kaotisk regnskyl – nu er det overstået og lettelse indtræffer. Man kigger sig omkring, ser alt med nye øjne, glædes over det der er.
Stilhed
Stilhedens rytme er at samle hele dansen i en strøm, den indre dans i de ydre udtryk, der hvor opmærksomhed og nærvær, medfølelse og meditativ vågenhed bliver til udtryksfulde bevægelser, enten som langsomme bevægelser, som en dans igennem honning (Gabrielle Roths ord på Waves 2) eller som bevægelse afløst af et stop, som igen smelter ind i en ny bevægelse, som standser sit udtryk i stilhedens ro for igen at smelte ind i en ny bevægelse.
Lethedens glæder forvandler sig til en indre ro, alene eller sammen med andre, forvandler sig til en bøn, og det er som om at kroppen husker universets begyndelse, dengang alting skabtes i en energistrøm holdt af gudernes dans, den spirituelle dans som transkulturelt går igennem så mange religioner. Shivas dans for at holde kræfternes destruktivitet og kreativitet, Sufiernes hvirvlende dans til ekstasens bevidsthedsspring, de tibetanske dakiniers kraftfulde danse og munkenes rituelle maskedanse, som jeg har set det på Hermis Klostret i Ladakh, shamanernes dans for at påkalde de gode ånder og slægternes kraft – de rituelle påskedanse i den katolske kirke tilbage i det 13. årh. I vores gener og celler husker kroppen fortidens spirituelle danse, som i vores egen kultur i mange år har været henlagt, glemt og henvist til folkelighed og hedenskab.
Vi har danset én bølge – one wave.
De 5rytmer er dans, der opløser fortid, nutid og fremtid, når vi tør danse os derhen hvor kroppens bevægelse er et stadig nærværende udtryk for det der er lige nu, der hvor tankerne ligesom følelser, emotioner, energier får et kropsligt udtryk ind igennem rytmerne. Skal denne intention lykkes, skal der danses til sveden drypper i minutter, timer, dage, år imens vi kropsliggør vores mange intelligenser ned i kroppen, ind i musklerne, fordybet i knoglerne og tør møde den anden og de andre i dette nærvær og lade det blive til udtryk i os og mellem os.
Både ind i den enkelte rytme og på tværs af rytmerne er der afstukne landkort, som kan hjælpe os på vej til en dybere forståelse af os selv igennem egne kropslige erkendelser og oplevelser. Hver dans bliver en rejse og når vi tør være i det der er og give det udtryk, begynder det stivnede at bevæge sig og forandringen er allerede del af os.
Andet er der ikke, kun dette at udtrykke og give bevægelse til det der er. Lykkes det bliver bevidstheden stille og årvågen, og vi danser ikke mere, men bliver danset – er dansen og ekstase eller intenst nærvær kan opstå.
(Ken Wilber skriver om lyden af regn og regn, Rumi om elsker og elskov og Gabrielle Roth om dans og danser)
En flydende morgen.
Som så mange gange før vågnede jeg denne morgen kl. 5, men til forskel fra de andre morgener besluttede jeg at stå op og gå ned til stranden og danse en ældgammel rituel dans mod solen, som jeg har lært af Ya’Acov.
I sommerbyens stilhed og denne udsædvanlige septembers varme drev jeg ned mod stranden i den tidlige morgenstund. Sandet var koldt og fugtigt under fødderne, luften klar, bølgerne høje. Ude i horisonten var det gråblå skær ved at få røde overtoner, som et maleri i stadig forandring. Jeg satte mig i det kølige sand og gjorde mig klar til det øjeblik hvor solen kommer til syne over jordoverfladen. Magisk og smukt og altid første gang.
Pludselig var solen på vej op, det grå morgendis lod solen komme til syne over selve havoverfladen – og jeg rejste mig og begyndte min dans til sveden kom. Siden drev jeg ned mod havet under klitten og stirrede lyttende ud i de østvendte bølger. Luften var stadig morgenkølig. Skulle denne stund være et rensende bad og starten på en ny dag. Jeg overvandt min varme ladhed i ønsket om endnu engang at træne min frygtløshed og gik ud i de kolde bølger, som viste sig slet ikke at være så kolde, snarere legende mod min nøgne krop.
Da jeg kom hjem til sommerhuset, kom jeg til at ødelægge et stort flot spundet edderkoppespind. Et par timer senere kom jeg igen forbi, og edderkoppen var i fuld gang med at spinde et nyt net op, ud af halen kom spind som den sirligt spandt med de to bagerste ben i en stadig cirklende dans. Uden surhed, uden vrede fortsatte den sit arbejde rundt og rundt i nettet.
Denne morgen var flydende, værende i det der sker, åben og nysgerrig. Lære af alt det som er omkring mig, en edderkop, solen, vandet. De følger deres indre essens i en kontinuerlig bevægelse, og er i det der sker, som edderkoppens dans. Tør jeg være der, eller vil jeg hellere kulturens og hverdagslivets forudsigelighed og sikkerhed, også når det betyder at vi keder os. (GR, 1997, p.52) De fleste af os kender det måske bedst fra en feriedag et fremmed sted, hvor vi bare lader os drive rundt uden mål og med og er helt åbne for hvad der end sker.
Hospitalets staccato rytme og den dansende kriger
Staccato er ild. Ilden fordøjer, ilden er yang og passion og den vækker disse energier i os. I staccato danser vi med knoglerne, kreerende alle mulige vinkler og hjørner, som geometri i bevægelse. Energier skal ikke blot vækkes, de skal udtrykkes og projiceres ud i den ydre verden. Staccato handler ikke om at være, men om at gøre, handle og ikke kun tænke på at handle. (Se også Gabrielle Roth Ibid. p.83-84)
På mandag skal jeg i kemobehandling for første gang. Derfor træner jeg igen min frygtløshed, for at forene min egen indre ild, med de stoffer som så at sige skal brænde dårlige celler til at kollapse og begå selvmord; være del af hele hospitalsmiljøets rytme af faste tider, ensartet behandling, præcise handlinger – men også min egen staccato energi, med mit program som skal matches med hospitalets.
Som patient underlægges man hospitalets autoritet og nogen mister deres kraft og føler sig magtesløse eller deprimeret. Jeg kommer som kriger, ved præcist hvordan jeg vil have det og hvad jeg vil gøre – og gør det, og mens jeg projicerer denne handlen ud i verden, håber jeg at kunne vise andre rollemodeller for det at avære patient.
At turde være i kaos’ ukontrollerede rum
’One must have chaos in oneself to be a dancing star’ Nietzsche
Der hvor flowing og staccato kolliderer, kreeres kaos. Kaos beskriver nok de fleste møder mellem det feminine og masculine, om det så er i psyken eller på en bar i Nyhavn. Kaos implicerer at vi kommer ud af kontrol og det gør mange nervøse. Ordet kommer fra græsk og betyder tomt rum. De fleste er bange for tomheden, fordi den antages at være et vakuum, en negativ kraft. I virkeligheden er det er positivt rum, fyldt med potentialer, fri for alle restriktioner og strukturer i den almindelige verden. (se mere Ibid. p.114)
Jeg tror de fleste som får en kræftdiagnose oplever at verden falder fra hinanden og at alle hidtidige forestillinger må revurderes. Det er som at træde ind i et tomt rum, hvor alt er ude af kontrol, hvor alt genkendeligt synes fremmed og hvor døden griner en i møde, når vi forsøger at spejle vores egen skønhed. Mange bliver bange for dette vakuum og tror det er en negativ kraft. Men det er et vidunderligt rum, fyldt med helt nye ressourcer, talenter og grænseløshedens kreativitet, fordi dødens nærhed giver mulighed for at slippe. Slippe nervøsitet eller generthed for at gøre det, vi ønsker, slippe kontrollen over vores liv, slippe alt det som i virkeligheden er tidsspilde – et helt nyt mod, helt nye visioner og intentioner kan fødes ind i denne tomhed – hvis vi tør være i det og danse med det.
Shapeshifter – i det lyriske rum
I det lyriske rum opdager vi, at vi kun er på vej, intet er fikseret, især ikke vores identitet. Den dybere lære handler om selv-realisation, produktet af at være ikke-fanget, men flydende overfor virkeligheden og os selv.(Se i Ibid.p.156) Heri opstår også legen og glæden, og det at turde være ’shapeshifter’.(Se mere i Ibid.p.162) At skifte form og udtryk er nok så provokerende, og kræver mod eller leg. Skuespillere er trænet i denne skiften form, at spille og udspille forskellige sider af sig selv. Vi andre kan iagttage hinanden, når vi på et splitsekund kan skifte tone, ansigtsudtryk og kropssprog, hvis en person træder ind i rummet, f.eks. en forælder, en arbejdsgiver eller vores elsker. (Se i Ibid. p.162)
Af og til bliver vi tvunget ud i formskift, hvis man f.eks. mister håret under kemobehandling. Det er alle tiders chance for at lege med shapeshift/formskift, købe en ny frisure, prøve at gå med tørklæde eller få en dronning Margrethe-hat.
Stilhed
’As we approach death, we move in the rhythm of stillness’, skriver Gabrielle Roth (Ibid. 178) og med alderdommen møder vi stilheden først i vores bedsteforældre, senere i vores gamle forældre. Små ting tager tid, skridtene bliver langsommere, der er ting som må slippes og ikke kan gøres mere. Jeg husker min mormors ro, og blot det at være i hendes nærhed gav en særlig indre følelse af stilhed. I hendes sidste år blev hun senil, men det at besøge hende og blot mærke hendes nærhed fik min sjæl til at falde til ro, falde ind i min indre stilhed. (se også ibid. 179)
Det er også den stilhed vi kan møde i spirituelle mennesker. Jeg husker en gang, hvor jeg virkelig mødte stilheden i et andet menneske. Jeg var i Budhgaya, stedet hvor Buddha blev oplyst. En ung inder ville vise mig en masse spændende steder. Han tog mig med til en hinduistisk ashram. Vi gik ind og rundt. Oppe på taget mødte vi en gammel mand. At kigge ind i hans øjne var som at kigge ind i 2000 år, et ocean af visdom, vidde og ro og som traditionen byder i Indien bøjede vi os ned og kyssede hans fødder i dyb respekt. Han smilede bare, vi kunne ikke snakke sammen og det var heller ikke nødvendigt.
‘We spend much of our lives creating containers – forms, vocations, belief systems, ambitions, and explanations for why we are here – but they are only containers. When those containers are crushed, which they inevitably will be, we discover something that endures beyond them – the human heart, the soul, the Mystery, the instinct to embrace our Source unconditionally. And so it is ultimately here, exulting in the bond and inspiration of life itself, that vi intuit our own spiritual path and find our destiny.’ (Ibid. 172)
Litteratur af Gabrielle Roth:
Maps to Ecstacy (oversat til dansk)
Sweat your prayers (oversat til dansk)
Connections
+
16 cd-er med Gabrielle Roth and the Mirrors